Frihed er ikke gratis.
31. marts 2022.
Den russiske præsident Putins ulovlige invasion i Ukraine er en skræmmende påmindelse om, at vi ikke kan tage vores frihed og demokrati for givet. Det er noget, vi skal kæmpe for. Frihed er ikke gratis.
Jeg er stolt over, at Venstre sammen med et bredt politisk flertal har indgået et nationalt kompromis om at styrke det danske forsvar.
Danmark kan ikke stå på sidelinjen og satse på, at andre tager kampen for os. Vi skal i langt højere grad, end vi er vant til, tage ansvar for vores sikkerhed i Europa.
Putins aggressioner mod vores vestlige demokratier understreger med al tydelig, hvorfor det er nødvendigt, at Europa er i stand til at forsvare os selv.
Derfor skal vi øge de danske forsvarsbudgetter betydeligt, så vi lever op til de forpligtigelser, vi har givet vores allierede i Nato om, at bruge 2 pct. af Danmarks BNP på forsvarsudgifter.
Det løfte har været ignoreret for længe, og derfor er det glædeligt, at der nu er enighed om at gå fuldtonet ind i Nato-samarbejdet.
Men det er ikke nok, hvis vi skal sikre stabilitet og sikkerhed i Europa. Der er også brug for, at vi som et supplement til Nato engagerer os i det europæiske forsvarssamarbejde.
Det er ikke i Danmarks interesse, at vi fx ikke har mulighed for at deltage i fælleseuropæiske missioner mod pirateri i Afrika eller fredsbevarende missioner i Østeuropa og på Balkan.
Derfor skal vi af med forsvarsforbeholdet, så vi får mulighed for, at deltage i de missioner, der giver mening for os.
Det er på tide, at Danmark placerer os der, hvor vi hører hjemme, når det handler om udenrigs-og sikkerhedspolitik: I hjertet af Nato ved at bruge 2 pct. på vores forsvar og i hjertet af Europa, ved at afskaffe forsvarsforbeholdet.