Mere tryghed - Mindre kriminalitet

Alle skal kunne gå trygt på gaden og forlade deres hjem uden frygt for indbrud. Desværre er det ikke altid tilfældet i dag, hvor de kriminelle for ofte får lov at sætte dagsordenen i Greve Kommune. Det skal der sættes en stopper for.

Vi skal samarbejde endnu tættere med politiet, vi skal hyre vagter til vores togstationer om aftenen og så skal vi turde sætte ind med hård konsekvens over for dem, der skaber utryghed for alle os andre.

Gode og trygge sundhedstilbud

Hvis vi bliver syge skal vi have en god, nær og hurtig hjælp. Desværre falder patienterne ofte ned mellem to stole og bliver mødt af et system, der ikke taler godt nok sammen. Derfor skal vi sikre, at samarbejdet mellem de praktiserende læger, hospitalerne og kommunen bliver endnu tættere, end det er i dag. På den måde skaber vi gode og trygge sundhedstilbud i hele Greve Kommune.  

Kan man arbejde, skal man arbejde

Jeg vil gerne have bedre normeringer i Greve Kommunes dagtilbud og bedre forhold for de ældre. Men det kræver, at vi får flere i arbejde. Hver gang vi får 10 kontanthjælpsmodtagere i job, har vi nemlig råd til 5 ekstra pædagoger. Derfor skal vi sikre os, at det altid kan betale sig at stå op om morgenen og gå på arbejde. Samtidig skal vi forlange, at raske kontanthjælpsmodtagere arbejder for deres kontanthjælp, fx ved at hjælpe med at holde kommunen pæn og ren.